mandag den 31. marts 2008

Uge 13 - evaluering

Ting 23 - Evaluering mm

Så nåede vi gennem alle 23 ting - altså nogen af os:-)

Den sidste ting er en opsamling og evaluering af forløbet. Vi sender et link til spørgeskemaet på jeres mail, men hvis I skulle misse det der, så er det ogå med herfra:

Besvar skema

I er også velkomne til "bare" at lægge en kommentar her på bloggen, hvis I har noget på hjerte.

fredag den 14. marts 2008

Uge 12: Nye netværk

Ting 21: LinkedIn
LinkedIn
Vejledning til LinkedIn

LinkedIn kan betragtes som et online visitkort. Hvor Facebook og MySpace har et socialt sigte, satser LinkedIn på at danne rammen om ens professionelle netværk. Derfor er oplysninger om uddannelse og nuværende og tidligere jobs i højsædet her.
Linkedin kræver ikke meget opmærksomhed når først man har givet så mange informationer man kan, eller har lyst til. Til gengæld er det vigtigt at man husker at opdatere sin profil efterhånden som tiden går.


Ting 22: Facebook
Facebook
Vejledning til Facebook

Facebook er en af de nyeste store bølger indenfor web 2.0. Det er et online forum med mere end 60 millioner brugere. Ideen bag er at man skal kunne finde og kontakte personer. Det er altså en form for online udgave af den tavle med billeder Roskilde Bibliotek selv har hængende nede ved receptionen.
Facebook giver muligheden for at holde styr på nuværende bekendte, at få kontakt med tidligere bekendte og at starte grupper med folk med fælles interesser eller baggrunde. Og det er der kernen i Facebook ligger. Samtidigt kan man på Facebook også blogge, lægge musik, billeder og videoer og generelt præsentere sig selv for omverdenen. Efterhånden er der også kommet en masse andre ting med, som hovedsageligt kan betegnes som Tidsfordriv (egner sig også fortrindligt som overspringshandling). Det drejer sig om små spil, quizzer og virtuelle ting man kan give hinanden.

Facebook kan hurtigt komme til at virke meget uoverskuelig, når man får samlet sig mange venner derinde. Omvendt kan den hurtigt virker meget kedelig hvis man så godt som ingen har. Derfor kan det kræve lidt tålmodighed at opleve den fulde gavn og anvendelighed. Men når man først lærer at finde rundt, så kan Facebook være både morsom og interessant. Med vejledningen og opgaverne sætter vi jer i gang, men der findes mange andre muligheder I selv kan udforske senere.

Opgaver
- Tilmeld dig Facebook

- Find nogen personer du kender og få dem som venner på Facebook (sæt jer eventuelt sammen et par stykker og opret jer sammen).

- Tilmeld dig gruppen Roskilde Bibliotekerne eller få Slagelse Bibliotekerne som ven.

- Afmeld notifications.

- Find den application der hedder Likeness og få den på din profil.


Ugens ekstrating: MySpace
MySpace

MySpace er, som Facebook, en side hvor man kan præsentere sig selv. Her kan man også lægge billeder, musik og videoer, blogge, danne grupper og møde andre. Mange musikere har MySpace-sider hvor de promoverer deres musik, og en del bands og kunstnere er slået igennem på denne måde. Det er muligt at ændre udseenet på sin profilside vha. en simpel Editor eller ved selv at kaste sig ud i HTML. Dette gør at MySpace-sider kommer til at være meget individuelle (og meget spraglede).

MySpace er utrolig populært og alment brugt, specielt i USA, og der skulle findes over 106 millioner konti. Da MySpace nåede til Danmark red det dog ikke på den samme bølge af popularitet som fx Facebook gør lige nu. Samtidigt er MySpace på mange områder ikke så gennemskueligt og lettilgængeligt som Facebook, og det er derfor den ligger som en ekstra-ting. At have en MySpace-side kræver en del opmærksomhed og regelmæssige opdateringer. Derfor vil vi ikke sætte det som en opgave at oprette en MySpace-side. I stedet vil vi opfordre folk til at prøve at surfe rundt på MySpace. Et godt udgangspunkt er at finde enten en person man kender eller en musiker, og så begynde at at hoppe fra MySpace Friend til MySpace Friend. Derved får man et indtryk af den verden MySpace tilbyder og man ser variationen derinde. Og hvem ved, måske kan man blive så fanget at man får lyst til at oprette sig en side derinde. I så fald skal man bare kaste sig ud i det, og møder man problemer kan man altid spørge en af eksperterne.


Og selvfølgelig kan man spørge eksperterne om alt muligt andet også. I denne uge står Jakob og Lars forrest på bastionen.

tirsdag den 11. marts 2008

Uge 11: Dokumenter du kan dele

Har du prøvet at tage et dokument med dig på en diskette eller et USB stik fra den ene arbejdsplads til den anden?
Eller har du skrevet et oplæg, sendt det videre til en eller flere kolleger, få kommentarer retur i mails sammen med dit oprindelige dokument? Og lige pludselig var der ikke helt styr på, hvilken version der var den nyeste, om du havde fået alle rettelser med, hvem rettelserne kom fra eller om alle havde den nyeste version.
Men man kan også gøre noget helt andet: I denne uge skal vi oprette dokumenter på nettet og dele dem med andre.
Det gør det nemmere for flere at arbejde med det samme dokument. Desuden bliver man selv i stand til at arbejde på det samme dokument fra flere arbejdspladser.

Ting 20: Google Docs
Direkte link til Google Docs
Vejledning til Google Docs


Google Docs har du adgang til via din Google konto, som du oprettede i uge 1, da du lavede din blog. Det er et værktøj til dokumenter, regneark og præsentationer. Regneark i Google Docs er ugens Ekstrating.
Google Docs er Googles svar på Word, Excel og PowerPoint. Det er da også muligt at oploade f.eks. Word dokumenter til Google Docs. Men man skal være opmærksom på, at dokumenter der skal oploades max. må fylde 500KB og regneark 1 MB. Filstørrelse for PowerPoint Præsentationer afhæger af om filen oploades fra din computer, internettet eller e-mail.
Dokumenter der er oprettet i Google Docs kan også eksporteres til f.eks. Word, Excel eller PowerPoint.
Da Google Docs er webbaseret, kan man få adgang til sine dokumenter fra enhver PC, der har adgang til internettet. Og da der er onlinelager og dokumenterne gemmes automatisk, behøver man ikke tænkte på harddisk problemer.
De dokumenter du opretter i Google Docs, kan du oprette som private dokumenter. Eller du kan vælge at dele dokumenterne med hele verden eller bare med et par nøje udvalgte venner eller kolleger. Flere kan endda foretage ændringer samtidig i samme dokument.
Man kan altid gå tilbage til tidligere versioner og se, hvem der har lavet ændringer i dokumentet .

Opgaver:

  • Opret en konto på Google Docs. Hvis der er engelsk dialog: Klik på Settings øverst til højre for at vælge Dansk. Ret også tidszonen, så er det nemmere at overskue tidspunkt for bl.a. rettelser
  • Lav et dokument og skriv nogle kloge ord. Hvis fantasien svigter, så lav en arbejdsbeskrivelse, som du senere deler med samarbejdende kolleger
  • Google gemmer og navngiver selv. Hvis du ikke er tilfreds med navngivningen, klikker du bare på navnet for at omdøbe. Når man forlader dokumentet, gemmes der automatisk
  • Forsøg dig med fed skrift, opstilling med punkttegn osv.
  • Skift til Indsæt-fanebladet og opret evt. en tabel, sidehoved, sidefod eller noget helt fjerde
  • Del dokumentet med et par af dine kolleger og få dem til at skrive i det
  • Forsæt selv med dokumentet fra Rediger-fanebladet. Skriv et par tilføjelser, lav evt. om på skriftstørrelser og farver. Lav stavekontrol ved at klikke på det grønne ABC-flueben
  • Se rettelser og tilføjelser i dokumentet fra fanebladet "Revisioner"

Et dokument der er oprettet i Google Docs kan eksporteres til bl.a. Word (se under menupunktet Filer).
Et dokument der f.eks. er oprettet i Word kan oploades til Google Docs (se menupunktet Opload fra dokumentoversigten - Dokumenter Startside)

Ugens ekstrating: Google Spredsheets - Regneark i Google Docs
Direkte link til Regneark i Google Docs

Vejledning til Regneark i Google Docs

Det kræver ikke oprettelse af separat konto at kunne arbejde med regneark i Google. Når du er i Google Docs og klikker på "Ny" fra menulinjen, vælger du, om du vil oprette et dokument eller et regneark.

Opgaver

  • Opret et regneark. Hvis du ikke er vant til at arbejde med regneark, kan du klikke her
  • Udfyld kolonnerne A og B med overskrifter i række 1
  • Udfyld kun kolonne A med tal. Start med række 2. Slut med række 10. Man hopper ned i rækken nedenunder med Enter-tasten
  • Stå i række 11 i kolonne A (cellen A11) og klik på fanebladet "Formler"
  • Klik derefter på Sum. Klik på det øverste tal i kolonnen (cellen A2). Skriv et : (kolon). Klik derefter på det nederste tal i kolonnen (cellen A10). Tryk på Enter-tasten. Nu skulle resultatet af sammentællingen gerne vise sig.- Alternativ måde: Klik på Sum. Med musen markes alle de celler der skal lægges sammen og klik på Enter-tasten
  • Prøv at rette et af tallene og se, hvordan summen ændrer sig
  • Udfyld kolonne B med tal. Start med række 2. Slut med række 10
  • Marker summen i kolonne A (cellen A11) med musen. Før musen ned i nederste højre hjørne, så der viser sig en sort kryds. Hold venstre musetast nede og træk til højre til kolonne B
  • Nu skulle du gerne have kopieret sum-formlen, så tallene bliver lagt sammen i kolonne B
  • Del evt. regnearket med et par kolleger
  • Skift tilbage til Rediger-fanebladet. Marker cellerne A1 og B1 med musen. Klik på fed skrift. Derefter Juster og centrer. Sæt evt. ramme om og skift baggrundsfarver. Prøv dig frem og udfyld gerne flere rækker og kolonner
  • Klik på "Gem og luk" og giv regnearket et navn, hvis du ikke allerede har gjort det undervejs

Et regneark der er oprettet i Google Docs kan eksporteres til bl.a. Excel (se under menupunktet Filer).
Et regneark der f.eks. er oprettet i Excel kan oploades til Google Docs (se menupunktet Opload fra dokumentoversigten - Dokumenter Startside)

Ugens eksperter er Gitte og Hanne

mandag den 3. marts 2008

Uge 10: Wikipedia

Ting nr. 19: Wikipedia
Link til den danske Wikipedia
Link til den engelske Wikipedia

I denne uge skal det handle om wikier. En wiki er en hjemmeside, hvor alle kan redigere teksten. Det mest kendte eksempel er online-leksikonet Wikipedia som startede i 2001 og som rummer 7,5 millioner artikler fordelt på 253 sprog. Heraf er der ca. 64.000 artikler på dansk. Alle kan tilføje nye artikler, og det er let at rette og se tidligere versioner af sin side.

Wikipedia er et online leksikon, som i modsætning til et leksikon i bogform, er under stadig udarbejdelse og revision. Alle kan oprette og ændre eksisterende artikler. Og alle versioner af ændringer og tilføjelser kan findes frem. Vidste du i øvrigt, at Wiki er kort form af wiki wiki der betyder "hurtig" på
hawaiiansk og udtales "viki viki" på dansk.
Et online leksikon er bedre end et papirbaseret leksikon med hensyn til aktualitet. Svagheden er at artiklerne er uens, både med hensyn til længden og vægtningen af oplysninger. Til gengæld sørger flittige brugere for, at vigtige oplysninger hurtigt bliver tilføjet.

Wikipedia er meget omdiskuteret, hvad angår kvalitetsspørgsmålet af indholdet. Men lige meget om man er tilhænger eller modstander af Wikipedia, er der en ting, der er helt sikkert: Wikipedia er meget synlig på nettet og bliver brugt af rigtig mange mennesker. Det er derfor et oplagt sted at synliggøre nogle af bibliotekernes mange ressourcer.

Der er flere indgange til indholdet i Wikipedia.
Man kan selvfølgelig søge direkte på siden, men typisk støder man på dens mange artikler gennem emnesøgninger i Google. Alle artikler er nemlig indekseret seperat i Goggle og kommer tit op som en af de øverste poster.

Opgave 1
Din opgave er nu - ganske enkelt - at udforske Wikipedia.


  • Klik dig rundt og bliv fortrolig med siden. Søg på forskellige begreber både i den danske og den engelske. Brug "søg" for at søge på de sammenhænge ordet indgår i. Brug "Gå til" for at gå direkte til en pågældende artikle. Afprøv f.eks. forskellen med søgeordet "universitet".
  • Søg via google og klik dig ind på Wikipedias artikler. Prøv f.eks. at søge på "mp3" og "blog".
Opgave 2
Når du har surfet lidt rundt på nogle af de emner, du ved noget om, er det en god ide at starte med at læse: Hjælp: Velkommen nybegynder

  • - Gå ind i Sandkassen og prøv at rette eller skrive en artikel. I første omgang kan du nøjes med at klikke på knappen ”Forhåndsvisning” som viser artiklen, som den vil komme til at se ud. Du kan evt. kopiere teksten over i et tekstbehandlingsprogram (fx Word), hvis du vil gemme den midlertidigt.
    Du behøver ikke at logge ind, bare slet den tekst, der står i boksen og skriv en ny! Tænk først og fremmest på indholdet. De særlige formatkoder kan du udelade eller tilføje til sidst.


Opgaver for dem, der vil prøve lidt mere

  • - Find en artikel om et emne, du virkelig ved noget om – gerne et emne, hvor du har nogle kilder til rådighed, som du enten kan referere eller henvise til.
    Læs
    Hjælpeguiden om artikelskrivning.
  • - Opret dig som bruger med et brugernavn. Dette er ikke et ultimativt krav, men en stor fordel, fordi du så kan få et overblik på hvilke artikler, du har bidraget til.
    Lav i første omgang en enkelt rettelse (eller tilføjelse). Gem siden. Brug fanen ”Historik” for at se historikken bag redaktionen og hvor mange, der har bidraget. Bemærket, at det altid er muligt at gå et eller flere trin tilbage (Klik på ”Gendan”, hvis dette skulle blive aktuelt).

  • Har du spørgsmål eller problemer er du velkommen til altid at kontakte dine friske eksperter. Denne uge er det Jakob og Finn