onsdag den 5. december 2007

Uge 4: Din elektroniske bogreol

Så er vi nået til uge 4 og snart er det jul. Det betyder at vi efter denne uges ting 8 og 9, allesammen får en velfortjent 23 ting-puste-pause frem til 7. januar. I mellemtiden er der så mulighed for at komme med i ro og mag, hvis man skulle være kommet lidt bagud.

Ugens udfordring handler, som vanligt, om at dele noget med andre. Denne gang er det dine boglige præferencer (eller det modsatte). Fortæl andre om gode læseoplevelser, eller de forfærdelige, og vis hvad du har stående på bogreolen.

Ting 9 handler om at hente indhold ind i din blog, så du kan vise indholdet fra andre webtjenester til dine læsere. Mere præcist skal du vise den "virtuelle bogreol" du laver under ting 8, på din blog. Du kommer også til at prøve at lægge et meebo-chatvindue ind, så dine læsere kan chatte med dig direkte fra bloggen.

God fornøjelse og rigtig glædelig jul fra ugens eksperter, som du altid meget gerne må kontakte hvis du får problemer undervejs, har spørgsmål til ugens ting, eller sidder inde med en viden du gerne vil dele.

Ugens eksperter: Bo og Hanne

Ting 8: LibraryThing
Direkte link til LibraryThing
Vejledning til LibraryThing

LibraryThing må være et hit for biblioteksansatte, der jo elsker bøger. I LibraryThing kan du flytte din bogreol ud på internettet. Du opretter et netkatalog over de bøger du har, bøger du har lyst til at læse eller måske over bøger du hader. Ud over at man kan lave en liste over sin egen bogsamling, kan man tilføje emneord (tags/etiketter), diskutere bøger med andre og få ideer til andet, man kan læse. Og man kan se, hvad andre læser.

Så det vigtigste er måske, at LibraryThing helt automatisk sætter dig i forbindelse med andre, som har de samme bøger som dig eller den samme smag som dig.

På LibraryThing kan du indsætte op til 200 bøger gratis, men du kan mod en beskeden betaling indsætte alle de bøger du har lyst til.

Idéen er, at man - når man registrerer og tagger sine bøger - bliver en del af et fællesskab omkring emner, genrer, titler eller forfattere. Hvis man tagger mange titler med “krimi”, vil andre, der læser mange krimier kigge forbi og se, om man anbefaler noget, de ikke selv har læst. Så som alle andre ting i 23ting danner dette site også grundlag for sociale netværk, hvor du kan se bogreoler fra andre som har samme smag som en selv og dermed få yderligere inspiration til læsning.

Denne funktionalitet må være oplagt i bibliotekssammenhænge, hvor lånerne kan inspirere hinanden til videre læsning. Men også for bibliotekarer i udlånsarbejdet er det brugbart overfor lånere som gerne vil have noget der minder om...

Har du brug for at vide lidt mere, før du kaster dig ud i det? Så kan du få en lille rundtur her.

Opgaver

  • Opret en konto på LibraryThing
  • Tilføj min. 5 bøger
  • Du skal tagge bøgerne med emneord, der beskriver indholdet

  • Skriv evt. en anmeldelse
  • Skift omslag på en bøgerne i dit bibliotek

  • Find nogen, der har læst de samme bøger som dig


Ting 9

Widget til din blog
Direkte link til Librarything og Meebo
Vejledning til widget på din blog

Del din virtuelle Librarything boghylde med læserne på din blog, eller giv dem mulighed for at kontakte dig direkte fra din blog via chat. Ting 9 handler om hvordan du kan hente informationer ind på din blog-side fra nogle af de mange andre nettjenester du bruger.

Opgaverne nedenfor går ud på at konstruere nogle små programkodestumper (såkaldte widgets) og sætte dem ind i HTML koden på din blog. Når du har en blogger.com webblog foregår dét via en nem og enkel formular, så det er slet ikke så kompliceret som det måske kan lyde.

I denne uge vil vi kun koncentrere os om widgets til Librarything og Meebo, men mange andre nettjenester giver samme mulighed, så ting 9 vil også kunne (gen)bruges til andre sjove og interessante berigelser af din blog senere i 23ting forløbet.

Hent vejledningen og løs opgaverne nedenfor.

Opgaver
  • Lav en Librarything widget og sæt den ind i din blog

  • Lav en Meebo widget og sæt den ind i din blog

  • Test din meebo widget: Luk browseren med din blog, log på http://www.meebo.com/ og bed én fra gruppen, eller en anden, om at prøve Meebo fra din blog.
  • Del dine erfaringer i et blog-indlæg.

Og husk... din blog er din egen. Begge widgets kan selvfølgelig fjernes igen.

mandag den 3. december 2007

Uge 3: Chat - ikke kun pjat

I denne uge skal vi lege med chat-programmer.

Der findes et hav af forskellige chat-programmer fx. aim, Yahoo og ICQ.
Chat har været populært længe, men mest i bestemte grupper (teenagere, computerspilsentuasiaster, osv.). Nu er chat ved at blive mere udbredt. Dem der arbejder med Spørg Olivia eller Biblioteksvagten kender det allerede i biblioteksregi, men også store firmaer er begyndt at bruge chat som en uformel måde at kommunikere med kunder på.

For at løse ugens opgave, skal du have en konto at chatte fra.
Hvis du har deltaget i workshoppen med Meebo, har du allerede en chat-konto.

Herudover oprettede du i uge 1 en Google konto, da du lavede din blog. Derfor har du allerede fået en GoogleTalk konto.

Opgaverne du skal løse, vil føre dig igennem Google Talk og Meebo.

Ting 6: GoogleTalk

Direkte link til GoogleTalk
Vejledning til GoogleTalk

For at løse ugens opgave, skal du have en konto at chatte fra. I sidste uge oprettede du en Google-konto, som du brugte til din blog. Og det er faktisk alt, du skal bruge for at komme i gang med Google Talk.

Opgaver

  • Log på din google-konto som du oprettede i uge 1 og gå ind på Google Talk og chat med nogen fra din gruppe eller en af eksperterne.
  • Prøv at ændre dit profilbillede (måske til en frø eller en prinsesse...)

Ting 7: Meebo

Direkte link til meebo.com
Vejledning til Meebo

En introduktion til Meebo har du allerede fået før 23ting gik igang. Der oprettede du en konto, lærte at invitere venner til din kontaktliste og fik begyndt at chatte.

Som du har set minder det meget om, hvad man gør i GoogleTalk, og hvis du kender MSN messenger, så har du nok også set nogle ligheder der.
Nu skal vi blandt andet se på nogen af de ting Meebo kan, som de andre ikke kan.
Først og fremmest kan Meebo samle dine andre chat-konti. Det vil sige du kan via Meebo bruge flere forskellige chat-programmer samtidigt.
Derudover kan man i Meebo lave rooms, hvor en gruppe kan chatte sammen på kryds og tværs.

Opgaver
  • Opret adgang til din nyoprettede GoogleTalk via Meebo.
  • Dit visningsnavn er fra begyndelsen din meebo-id eller din e-mailadresse. Ændr navnet til noget mere mundret.
  • Normalt vil Meebo-logoet bliver brugt som din "avatar"; det billede som bliver brugt som en repræsentation af dig når du chatter. Ændr det til et andet der passer bedre.
  • Start en gruppechat.
  • Inviter folk til dit room.

Ekstraopgaver til eleverne på første række:

Direkte link til MSN Web Messenger.
Vejledning til MSN Web Messenger.

Du kender måske MSN Messenger eller Windows Messenger. Det er to af de mest almindelige og mest benyttede chat-programmer. De er mere eller mindre ens på overfladen, men med Windows Messenger som den skrabede udgave der kun tilbyder chat, og MSN Messenger (eller Windows Live Messenger som den nyeste hedder) som den store blinkende udgave med masser af funktionaliteter.
MSN Messenger er et program man downloader gratis, men det er ikke alle arbejdspladser der, af forskellige grunde, giver mulighed for dette. Men har du brug for Messenger, er der stadig en mulighed. Der findes en Web-udgave der fungerer meget lig Meebo. Samtidigt får du en forsmag på, hvordan det er at bruge den "rigtige" Messenger.
Det smarte er, at du også her kan bruge din google-konto, så du behøver ikke huske på endnu en kode, men du skal dog "tilmelde" dig først. Samtidigt kan du bruge den samme konto til at logge på både Live Messenger og Windows Messenger, og dine kontakter vil blive husket her også.
Når først du er igang virker Web Messenger på helt samme måde som Meebo.

Opgaver

  • Opret dig som bruger af MSN Web Messenger.
  • Inviter et par stykker fra din gruppe til din MSN.
  • Opret din MSN som en konto på Meebo, så du også kan bruge MSN derfra.

Ugens eksperter er: Gitte og Lars

torsdag den 8. november 2007

Uge 2 - Få styr på din netverden

Så er det blevet tid til anden uges opgaver.

I denne uge tager vi fat på, hvordan man holder styr på alle de mange nyttige nyheder og spændende artikler på nettet uden at bruge oceaner af tid?

Med Google Reader kan du "abonnere" på nyheder fra andre sider og samle dem på ét sted.

På Overskrift.dk og Technorati kan man søge efter sider, der tilbyder nyheder via såkaldte feeds og få inspiration til sin Google Reader.

Men hvordan holder man så styr på alle de andre spændende ting på nettet - videoklip, podcasts, billeder, dokumenter du deler med andre, din e-mail indbakke og kalender?

iGoogle og Netvibes er personlige startsider på nettet. Her kan du samle alle de "ting", som du bruger hver dag. Så behøver du kun at huske én adresse.

Kort og godt få styr på din netverden.



Ting 3: Google Reader
Direkte link til Google Reader
Vejledning til Google Reader


Om Google Reader
Det kan være svært at følge med på alle de gode websider og blogs, som findes på nettet. Mange tilbyder selvfølgelig nyhedsbreve, men indbakken kan hurtigt flyde over og forvandle sig til et uoverskueligt inferno. Hvad gør man så, hvis man både vil have ro i indbakken og samtidig ikke gå glip af de gode nyheder, mens de stadig er nye?

En smart løsning er at bruge en nyhedslæser. Med en nyhedslæser kan du abonnere på nyheder (nyhedsfeeds) fra dine yndlings websider og få dem vist samlet på ét sted. Det betyder, at du sparer en masse tid og samtidig får et meget bedre overblik over, hvad der rører sig indenfor nogle af de områder, som netop du interesserer dig mest for.


Hvad er nyhedsfeeds?
Nyhedsfeeds kaldes ofte også RSS-feeds eller bare feeds. RSS-feeds består af en sides indhold i en XML-version. Denne XML-version af siden kan læses af en nyhedslæser som f.eks. Google Reader eller Bloglines. En nyhedslæser besøger med jævne mellemrum de feeds, man har bedt den om, scanner dem for ændringer, og præsenterer overskrifter og korte indledninger sammen med et link til den oprindelige webside.

Du kan læse mere om RSS på Wikipedia eller på vertikal.dk.

Opret dig på Google Reader, abonner på din gruppes blogs, på nyheder fra politiken.dk, pc world.dk, biblioteksbloggen Biblog - Biblotek og IT eller på denne blog. Du kan både "gemme" nyheder og dele de bedste af dem med andre.


Opgaver:

  • Log ind på Google Reader og abonner på din gruppes blogs

  • Stjernemærk de bedste indlæg

  • Del dine favoritindlæg og lav et link til din "Shared Items"-side på din blog, så andre kan finde den og abonnere på DINE favoritter.




Ting 4: Overskrift.dk
Direkte link til Overskrift.dk
Vejledning til Overskrift.dk


Om Overskrift.dk
Overskrift.dk er en side som forsøger at lave en let indgang til alle danske blogs.
Her har man rige muligheder for at søge blandt stort og småt og løbende følge med i nye indlæg. Overskrift.dk er for alle - også for din blog.


Opgaver:

  • Find spændende feeds og abonner i Google Reader

  • Registrer din egen blog




Ting 5: iGoogle
Direkte link til iGoogle
Vejledning til iGoogle


Om iGoogle
Opret en startside og tag den med dig alle steder. Med iGoogle kan du selv tilpasse din startside, som du vil have den og tilføje lige præcis de gadgets, du har brug for. Der er stort set en gadget til alt - også til mange af de ting, som indgår i 23ting, så der er rig mulighed for at udbygge din side.


Opgaver:

  • Opret din egen iGoogle startside

  • Tilføj din Gmail og Google Reader

  • Tilføj en spændende, sjov, skør eller nyttig komponent og fortæl om den på din blog




Ekstra 1: Technorati
Direkte link til Technorati
Vejledning til Technorati


Om Technorati
Technorati er ligesom Overskrift.dk et site, der forsøger at samle diverse blogs. Sitet indeholder over 80 millioner blogs fra hele verden og giver dig mulighed for hurtigt og nemt at søge og overvåge de emneområder du interesserer dig for.


Opgaver:

  • Opret en profil

  • Gå på opdagelse på siden




Ekstra 2: Netvibes
Direkte link til Netvibes
Vejledning til Netvibes


Om Netvibes
Netvibes er ligesom iGoogle også en personlig startside. Men hvor iGoogle satser på simpelt og overskueligt er Netvibes mere for de teknikglade - her kan der trykkes på alt og tilføjes oceaner af indhold. Igen skal du være opmærksom på, at der også findes indhold til mange af de ting, der indgår i 23ting forløbet.


Opgaver:

  • Opret din egen Netvibes startside

  • Tilføj en Gmail widget

  • Tilføj et nyt faneblad fra indholdskataloget




Eksperter
Hvis du får problemer eller spørgsmål, kan du altid komme til vores søde og kompetente eksperter. Hjælpen er nær:

Jakob Poulsen - Bo Breiting


Rigtig god fornøjelse!

onsdag den 7. november 2007

Uge 1 - Kom i gang med at blogge

Velkommen til din første ting af 23. Du skal nu oprette en Gmail og en Google-konto, som du kommer til at få brug for senere i 23 Ting forløbet.

Ting 1: Opret en Google-konto og få en Gmail

Direkte link til Gmail - klik på "Sign up for Gmail"
Vejledning
til Google-konto/Gmail

Om Ting 1
Når du opretter en Google-konto får du automatisk en Gmail som er en webmail. Det betyder at du kan tjekke mails på en hvilken som helst pc med internet.

Har du allerede en Gmail, så har du også en google konto. Spring da denne ting over.

Ting 2: Weblogs

Direkte link til Blogger
Vejledning til Blogger

Om Ting 2
Du skal nu oprette en weblog eller en blog, som de ofte også kaldes. En blog er en slags dagbogs-hjemmeside. Med en blog kan du alene eller sammen med andre hurtigt og enkelt skrive indlæg om det, der optager dig og du har lyst til at dele med andre.

Blogs kan være personlige, faglige, for sjov eller meget seriøse. Her er nogen eksempler på forskellige typer blogs:
Biblog - Spis ordentligt - Karins karma - Internetsøgning.

Få mere at vide om Blogger på Bloggers guide tur

På din blog har du mulighed for at oprette indlæg i form af tekst, billeder og video.
Indlæggende vises kronologisk med det nyeste først.
Du har adgang til din blog fra alle computere med internetadgang.

Bloggen er vigtig
Bloggen bliver omdrejningspunkt for hele forløbet. Du skal løbende skrive hvordan du oplever 23ting, og gerne også skrive andre sjove eller seriøse indlæg. Du kan indsætte billeder og gøre din blog personlig på mange forskellige måder.
Din blog bliver registreret her på siden og er derfor offentlig.

Opgaver:

  • Opret en blog
  • Skriv et indlæg
  • Få en kollega fra din gruppe til at kommentere dit indlæg
  • Kommenter indlæg af en kollega i din gruppe

Hvor er de andre?
Få din blog registreret på denne liste, så du og dine kolleger kan finde hinandens blogs, ved at sende en mail med link til enten:

Roskilde : Susanne Kierkegaard
Slagelse : Piet Dahlstrøm
Kalundborg : Helge Zenth
Sorø : Elisabeth Tellerup
Greve : Marianne Larsen

Eksperter
Hvis du får problemer eller spørgsmål kan du altid komme til vores søde og kompetente eksperter. Hjælpen er nær:
Finn Slente - Minna Giesel - Lars Nielsen

Rigtig god fornøjelse!